Jeg plejede at tro, at ritualer skulle være storslåede.
At de krævede røgelse, sang, månefaser, guldbroderede gobeliner.
Men så lærte jeg, at de mest kraftfulde ritualer – dem, der virkelig forankrer dig – er stille.

Som at tænde et lys med begge hænder.
Som at hviske et navn, mens voksen begynder at smelte.
Som at trække vejret, før du åbner en e-mail.
Som at tørre dine døtres ansigter med sheasmør og en bøn.
Det er også helligt.

Ritual er ikke en forestilling.
Det er nærvær.
Det er øjeblikket, hvor du beslutter dig for at vende tilbage til dig selv.

Jeg startede Bailao & Co. for at genvinde den plads – for mig selv og for andre, der er trætte af at haste.
Lysene er fartøjer, ja. Men de er også invitationer.
Til at sidde.
Til at blødgøre.
Til at komme tilbage i rytme med noget ældre end skærme og deadlines.
Til at huske, at din krop er et tempel, selv når vasketøjet ikke er klaret.

Nogle dage glemmer jeg. Jeg bliver opslugt af to-do-lister og forretningskrav og kapitalismens tempo.
Men så tænder jeg Duniya eller Nyalam eller Kisma Va Nasib, og noget i mig ånder ud.
Det minder mig om, at jeg ikke behøver at være alt.
Jeg behøver bare at være.

Så hvis alt, du gør i dag, er at tænde en flamme og trække vejret,
Så er det nok.
Det er alt.
Det er et ritual.

Og det er helligt.

Med dyb kærlighed og langsomhed,
Mouna